UNGDOMSHUSET PÅ CHARMEBESØG I DERES KOMMENDE HUS
Den yderste venstrefløjs net-organ; modkraft.dk, omtaler NV-kvarterets kommende demonstration imod ungdomshus på Dortheavej.
Hvis man lige ser bort fra organets sædvanlige manipuleringer med det faktuelle, så er der lidt interessante ting at kommentere i forbindelse med udtalelserne i forbindelse med det omtalte charmebesøg, hvor 69-bevægelsens talskvinde, Viktoria udtaler sig om den tvivlsomme og uretfærdige proces, der udmundede i diktatet om ungdomshusets beliggenhed:
– Ja, det er klart. Vi undrer os også over processen, for det er da ærgerligt, at et kulturhus skal splittes, i stedet for at vi kunne få eet tomt hus. Vi ønsker jo ikke mindre kultur i Nordvest, tværtimod, understreger Viktoria.
Jamen selvfølgelig er det da uretfærdigt at processen ikke har ført til, at de får hele kulturhuset. Det er da også dybt uretfærdigt, at kommunen ikke smed alle brugerne ud af kulturhuset, så man fra starten gav ungdomshusbrugerne fuld mulighed for at tilføre NV-kvarteret lidt mere af deres kulturopfattelse.
Men jeg tror Victoria og alle de andre kan tage det helt roligt. For det første har de kommunen til at bakke dem op i alt deres gøren og laden, og for det andet vil kulturhuset hurtigt blive befolket med ungdomshusets tilhængere, så f.eks. kulturhusets cafegæster vil blive skubbet væk. Jeg har hørt fra flere cafe-brugere, at de ikke skal derop længere, når/hvis ungdomshuset tager over.
Viktoria kan absolut glæde sig på forhånd. Kommunen har lukket munden på NV-beboerne for længe siden.
Ud fra afstemningerne og ud fra en hurtig optælling fra de foregående borgermøder kan man hurtigt regne ud, at fakta holder stik, nemlig at 4 ud af 5 er imod ungdomshuset i Nordvest. Dvs. at ca. 80 pct. af bydelens borgere er imod. Men hvis blot nogle enkelte procentdele af for-stemmerne dukker op til ungdomshus-arrangementerne, vil den elementære propagandaeffekt hurtigt kunne udråbe det hele til en succes.
Victoria udtaler, at de ikke har lyst til at bo et sted, hvor naboer og beboere ikke kan lide dem?
Jeg synes det er for tykt at komme med en sådan udtalelse. Det er Spil for Galleriet og Krokodilletårer. Den ”ærgelige proces” hun betegner kommunens tyveri af NV-borgernes kulturhus, havde i den grad givet anledning til voldsomheder i gaderne, hvis det havde været de autonome dette var gået ud over. Så udtalelsen er ikke andet end tørre tårer. Og når man tænker på, hvordan 69-bevægelsen selv farer ud mod ting de forstår ved udemokrati, så er den udmelding ren hykleri.
Endnu ingen kommentarer.